Pernille Melsted om Find din passion på 4 uger
| Q&A |
Q: Hvad handler Find din passion på 4 uger om?
A: Bogen handler om, hvordan du finder din passion, når du føler, at du er havnet på den forkerte hylde eller har et andet/større uopfyldt potentiale rent karrieremæssigt.
Q: Hvordan er bogen bygget op?
A: Find din passion på 4 uger er bygget op som en praktisk og inspirerende coach-dig-selv bog med mere end hundrede udfordrende og afslørende spørgsmål, der uge for uge - i fire uger - leder dig på sporet af passionen. I uge 4 har du samlet så mange “passionsledetråde”, at du kan se et gennemgående mønster i dine svar, og har en liste over potentielle drømmejobs. Udover at hjælpe dig med at prioritere og vælge den vigtigste drøm, giver bogen også en opskrift på, hvordan du kommer fra drøm til virkelighed, og hvordan du overvinder de forhindringer, der måtte dukke op undervejs i processen. Bogen er fyldt med cases, coach-tips og personlige eksempler.
Q: Hvorfor fire uger?
A: Fordi jeg har erfaring med, at processen til at finde ind til passionen typisk kan inddeles i fire vigtige faser. Uge 1 handler primært om at mærke passionen, uge 2 handler om at huske passionen, uge 3 handler om at undersøge passionen, og uge 4 handler om at samle alle passionstrådene og prioritere dem, således at du kan træffe en beslutning fra hjertet. Ingen af disse faser kan springes over, og alle bygger på hinanden.
Q: Hvem bør købe Find din passion på 4 uger?
A: Alle der har sagt, eller i deres stille sind har tænkt, sætningen “Jeg ved ikke, hvad jeg vil, men jeg ved, det ikke er det her…”. Og alle der, ligesom mig selv, desillusioneret og forvirret har tænkt “er det her virkelig det?” om et - objektivt set - udmærket job. Det vil sige, alle dem der har indset, at det er ligegyldigt, om naboen synes, man har et drømmejob, hvis man selv er ved at kede sig ihjel hver dag på arbejdet. Jeg tror, at alle, der føler sig som “pausefisk” i deres eget liv, vil få stor glæde af bogen.
Q: Hvordan ved man, at man ikke er det rigtige sted?
A: Det ved du fx når du kan relatere til begrebet at være pausefisk i dit eget liv. Når du føler, at du”burde” være glad, men ikke er det. Når du fantaserer om et andet liv eller “en skønne dag”, og når der er stor uoverensstemmelse mellem det liv, du drømmer om, og det liv du rent faktisk lever. Er du engageret, passioneret og glad for dit arbejde, er der generelt en følelse af “flow” og lethed i dit liv. Uden følelsen af at brænde for noget kan livet føles lidt tomt og i værste fald meningsløst.
Q: Hvorfor behøver man din bog til at finde sin passion?
A: Der er intet i min bog, som du ikke selv ville kunne finde ud af - hvis du vel at mærke tager dig tiden til at stille de rigtige spørgsmål og tid nok til at reflektere over svarene. Der er ingen magisk formel eller facitliste i bogen. Men min erfaring er, at mange savner en struktur til at komme i gang med processen. Bogen giver netop denne struktur, og du finder selv frem til svarene ved at blive guidet igennem en lang række praktiske øvelser, der fungerer som en slags “tampen brænder for sjælen”.
Q: Hvordan hjælper bogen en?
A: Bogen hjælper dig med at komme dybere ned og hele vejen rundt i stedet for blot at skimme overfladen og konkludere, at du fx brænder for at “arbejde med mennesker”. Bogen hjælper dig med at bevæge dig fra generelle konklusioner til specifikke løsningsmodeller. Pludselig vil du forstå, hvilke mennesker, du skal arbejde med, hvorfor det er så vigtigt for dig, og på hvilken måde det helt præcis gør dig allermest lykkelig at bidrage.
Q: Hvad kræver bogen af en - skal man indstille sig på at ændre sit liv radikalt?
A: Det er meget individuelt, hvor store forandringer der skal til. Nogle finder passionen blot ved at skifte afdeling eller ved at gå ned i tid, så der bliver mere plads til familien, rejser eller hobbies. For andre er der ingen anden vej end at sige jobbet op og kaste sig ud i den drøm, der ofte har ligget og luret lige under overfladen i mange år. I bogen er der eksempler på begge scenarier. Grundlæggende kræver bogen, at du er motiveret til at kigge ærligt på dit liv og oprigtigt har lyst til at undersøge, hvad det er, der gør dig lykkelig.
Q: Hvorfor har du egentlig skrevet Find din passion på 4 uger?
A: Fordi min mission er at inspirere mennesker til at leve det liv, de drømmer om. Det emne jeg personligt brænder mest for, og som jeg har størst personlig erfaring med, er “passion”, at turde - lytte til hjertet og følge drømmen, hvad den end måtte være. Det synes jeg, er et vigtigt budskab, som jeg gerne vil dele med så mange som muligt, ikke bare dem der har råd til en personlig coach.
Jeg ved selv, hvor svært det kan være at slippe det trygge, selvom lysten til det nye er enorm, og jeg ved også, hvordan det føles at tage springet, og hvor fantastisk det er at leve drømmen ud. Mit ønske var at “tage læseren i hånden” i en svær og ofte uoverskuelig proces, og gøre det enkelt, praktisk og sjovt at finde passionen. I virkeligheden har jeg skrevet den bog, jeg selv gerne ville have læst, da jeg selv ledte efter min egen rette hylde.
Q: Hvorfor har du inkluderet din egen personlige historie i bogen? A: Jeg synes personligt, at det er kedeligt, når selvhjælpsforfattere ikke giver noget af sig selv, men blot publicerer en “sådan-gør-du-” opskrift på lykken uden at tale om frygt, tvivl og frustration, som uden tvivl vil dukke op, når man udfordrer status quo. Min hensigt har altid været at skrive en meget ærlig bog fyldt med cases og personlige eksempler, man som læser kan spejle sig i.
Q: Hvor ser du behovet for Find din passion på 4 uger?
A: Jeg ser egentlig behovet overalt. At finde sin passion, og føle at man gør en forskel og udnytter sit fulde potentiale, tror jeg, er et universelt menneskeligt behov. Uanset om du er ung og står overfor at vælge din første videregående uddannelse eller karrierevej, eller allerede er i et job, hvor passionen ikke ligefrem bobler, tror jeg, at bogen vil løfte sløret for en masse svar, som kun kan være med til at berige dit liv. Du lærer dig selv bedre at kende i denne proces og bliver mere klar over dine unikke talenter, interesser, drømme og ikke mindst værdier som menneske. Selv om bogen primært henvender sig til kvinder, tror jeg, at titlen vil fænge lige så mange mænd. Og der er ingen aldersbegrænsning. Det er aldrig for tidligt eller for sent at finde din passion. Livet er ganske enkelt for kort til at stå på “stand-by”.
Q: Tror du at alle kan finde deres passion?
A: Ja det tror jeg. Så længe du ikke bilder dig ind at passion og et “kald” kun er ensbetydende med at vinde Nobelpriser eller redde den sibiriske tiger eller alle verdens børn fra fattigdom. For mig handler passion om at elske det man laver, uanset om du er forfatter, buschauffør, børnehavepædagog eller direktør for et verdensomspændende medicinalfirma. Hvis du er glad, når du står op mandag morgen, har du- i min verden - fundet passionen. Jeg tror på, at vi hver især har specielle “gaver” og talenter, som det er meningen vi skal bidrage med. Når du ikke får lov at dele det, du er bedst til og elsker mest med andre, så bliver du ulykkelig og desillusioneret. Når du ikke brænder for noget i dit liv, tror jeg ikke, at det handler om, at du ikke er passioneret, blot om at du har “glemt” passionen eller gemt den væk i et forsøg på at tilpasse dig. Med de rigtige spørgsmål, nysgerrighed og tålmodighed er det muligt at vække passionen til live igen.
