I september 2010 skrev jeg en 4 siders artikel til Alt For Damerne om mit eget meget personlige forhold til skyggearbejde.

Jeg blev dog så opslugt under skriveriet, at jeg havde svært ved at holde mig til de max. 2000 ord, jeg havde til rådighed.

Her får du den uredigerede - og hidtil ikke-offentliggjorte - version af artiklen.

For nylig fandt jeg en seddel i en sølvfarvet krukke bag nogle bøger i min reol. På sedlen, som jeg skrev for 7 år siden, stod der: Jeg vil arbejde med Debbie Ford! Underskrevet Pernille Melsted, 2003.
På det tidspunkt var Debbie Ford mit store forbillede, min lærer og spirituelle ”guru”. En skarp, supercool amerikansk forfatter, coach og leder indenfor personlig udvikling – med sjælden god smag og anti-alterna garderobe. I dag er Debbie Ford min mentor, samarbejdspartner og veninde. Undertiden er det surrealistisk at være i ugentlig sms-kontakt med sit forbillede, at bo privat hos hende i Californien, at betro sine mindst flatterende personlighedstræk til sin guru og endda coache hende. Og så alligevel ikke.

Debbie Ford er kendt i USA som The Shadow Queen. Hendes speciale er skyggen – alt det grimme, mørke, pinlige og skamfulde, som vi ikke kan se eller ikke vil være ved. Jeg er passioneret fan af Debbies arbejde. I min verden er der intet der rykker som skyggearbejde. Intet der skaber større autencitet, større frihed og større fred. Hvis jeg skulle skrive en Wikipedia definition af skyggearbejde, ville jeg skrive noget i retning af…Skyggearbejde = læren om at være på talefod med alle sider af sig selv, og forstå, rumme og integrere smukke såvel som grimme, og til tider uhyggeligtfrastødende sideraf sig selv og andre.

Marts, 2002, The Shadow Process workshop, San Diego, Californien:
Jeg har lige slugt Debbie Fords bog Kast Lys Over Skyggen, er få dage fra at fylde 30 og har boet i New York i knap 2 år. Nu sidder jeg i et stort konferencelokale på et hotel i San Diego sammen med 130 andre deltagere på The Shadow Process og aner ikke hvad jeg er gået ind til. Lyset er dæmpet, blid new-age musik flyder ud af højttalerne, på den lave scene står en lænestol draperet med et sjal og der er friske blomster og masser af stearinlys. Jeg græder. Og jeg ved ikke hvorfor og tørrer derfor hurtigt tårerne væk. Jeg er også lidt bange. Og jeg synes de fleste andre deltagere er grimme. Og dumme. Specielt hende der ligger i fosterstilling og hulker inden workshoppen overhovedet er gået i gang. Hende synes jeg er røvirriterende. Hun må da tage sig sammen! Jeg synes Debbie er smuk og sindssygt karismatisk, men hendes stemme er lidt for kælen og hun er også meget tynd. Måske har hun en spiseforstyrrelse? Jeg kan heller ikke holde hende damen ud, der hele tiden vil fortælle om sig selv i mikrofonen, og slet ikke hende med den skingre stemme, der griner for højt eller ham den tykke, der tager tre portioner til frokostbuffeten.

I en pause på workshoppen går jeg andægtigt op til Debbie Ford for at få mit eksemplar af Kast Lys Over Skyggen signeret. Jeg er så star struck, at jeg rabler ros og tilbedende anprisninger af mig. ”Dear Pernille, You are F***ing brilliant!”, skriver Debbie Ford i min bog og beder mig venligt, men bestemt om at tage mine projektioner tilbage, for, som hun siger, hun har ikke brug for dem.

10 Ting Jeg Har Lært
Det jeg lærer på The Shadow Process ryster mig, og jeg flyver hjem til New York, nærmest lykkelig men i granatchok, med en følelse af at være forandret - på celleplan. Jeg har forstået:

1. at en projektion er den forsvarsmekanisme der bevirker, at tanker, ønsker og følelser, jeg ikke vil stå ved eller ikke kan genkende i mig selv, ’overføres’ (projiceres) på andre mennesker.

2. at min skygge er alt den person, jeg helst ikke vil være, og at jeg lettest kan få øje på min skygge ved at se på hvad jeg skammer mig over i mig selv og det der irriterer, provokerer og frastøder mig i andre.

3. at det jeg ikke kan holde ud (svaghed, sårbarhed, afhængig, opmærksomhedshunger, fjolleri og grådighed) ikke er det samme, som andre reagerer på.

4. at jeg, af skam og frygt for at blive opfattet som det, jeg foragter, har brug absurd meget tid og energi på at overkompensere – og ubevidst finpudse en persona, som er stærk, ansvarlig, selvstændig, beskeden og kontrolleret.

5. At mine hemmeligheder og skam er som heliumfyldte badebolde, jeg med vold, magt og stædig kamp forsøger at holde under vand, så ingen ser dem. Og at det er et helvedes Siyifosarbejde at holde facaden intakt

6. at det er smertefuldt at se andre mennesker leve sider ud, som jeg ikke selv har (givet mig selv) lov til at være i kontakt med

7. at skyggearbejde handler om at komme tilbage til helheden, hvor jeg har fri adgang til alle sider af mig selv.

8. at hver eneste grimme side, jeg har forvist til skyggen, rummer et positivt potentiale

9. at det jeg siger, at jeg er og ikke er, blot er en historie

10. at det aldrig er for sent at slutte fred med sine skyggesider.

Jeg opdager, at jeg hellere vil blive i et job, jeg er træt af, end at indrømme jeg er utilfreds, jeg vil hellere undvære en kæreste end at stå ved min afhængighed og sårbarhed, jeg vil hellere lægge låg på alle mine hemmelige drømme end at blive beskyldt for at være for meget. Åh Gud. Alt andet end at være for meget.

De næste år føles som ét langt eksperiment, hvor det gælder om at integrere så mange skygger som overhovedet muligt. Alt hvad jeg mærker, jeg har modstand på skal nu udforskes, udfordres og udleves. Hvis jeg er bange for at være *pinlig, skal jeg synge karaoke, hvis jeg hellere vil dø end at være *needy, skal jeg turde bede om det jeg har brug for. Mine skygger skal ”bustes”, repertoiret skal udvides, gamle overbevisninger skal revideres og jeg skal – koste hvad det vil – være fri til at være hele mig!

Jeg melder mig til endnu en Shadow Process, hyrer en personlig skyggecoach, siger mit smarte job i New York op, selv uddanner mig til coach, flytter hjem til Danmark og tager efterfølgende al den efteruddannelse Debbie Ford tilbyder.

San Diego, oktober 2003, 5-dages kursus på Debbie Fords Mastercoach overbygning:
Jeg er blevet bedt om at møde op til fest klædt ud som mit værste mareridt. I mit tilfælde ser det således ud = ingen makeup, fedtet hår i en uflatterende midterskilning, lange hår på benene, uformelig brun kjole til midt på læggen, store bomuldstrusser, ingen bh, flade sko og en aura af kønsløs bibliotekar. Jeg stirrer på mig selv i spejlet i hotelbadeværelsets ubarmhjertige lys. Fuck, hvor er jeg grim! Tænker, at bare en lillebitte smule mascara på vipperne vel er ok. Men giver efter for fristelsen. Og forfængeligheden. Det gør nærmest ondt indeni. På vej hen til ”festlokalet” skal jeg igennem receptionen, hvor en lækker businessmand er ved at checke ind. Han kigger på mig og vender hurtigt hovedet væk. Jeg dør af skam.

Frygt er indikator for det, Debbie kalder et breakthrough. Jo større frygt, jo mere modstand, jo større potentielt gennembrud. Udfordringen er at mærke frygten, og vælge at blive med den, rumme den og gøre det, jeg er så bange for - på trods. Er det nemt? HELL NO! Det er sindssygt svært. Men det er muligt….. og helt ufatteligt befriende, når det er gjort. Og det er pointen. At når man har gjort det, man troede man ikke kunne overleve, så kigger man undrende tilbage på frygten og griner. Af sig selv. Og af absurditeten af ens frygt. For at være grim, pinlig, fjollet, for meget, kejtet, sexet. Eller hvad der nu end måtte være ens skam.

August, 2007, Frankrig:
Jeg er på et 7-dages cruise på Seinen i Paris med Debbie og 80 andre deltagere med kurs mod Normandiet. Jeg har på dette tidspunkt boet i Danmark i 4 år, har fået et barn, skrevet Find din passion på 4 uger og min næste bog udkommer om en måned. Det går godt, og jeg elsker passionsarbejdet, men det jeg virkelig selv er passioneret omkring, er skyggearbejdet. Jeg har ikke været på kursus hos Debbie i nogle år og jeg kan mærke det nu i hver eneste celle i min krop. Dét her, det er dét jeg vil. Skrive om, undervise i, formidle. Jeg ved ikke hvor den pludselige kompromisløshed kommer fra, men en formiddag hvor vi skal dele vores vision for det næste år med hinanden, siger jeg med høj røst og et fast blik på Debbie: ”Jeg vil undervise i skyggearbejde og du skal til Danmark og holde Shadow Process.” And so be it. Året efter sidder knap 200 mennesker i København på kursus med Debbie Ford. Bagefter spørger Debbie om jeg vil lede hendes coachuddannelse på dansk. Året efter underviser jeg sammen med Debbie på The Shadow Process og vi laver ShadowClub sammen. Pointe: Det er powerfuldt at stå ved sin passion og ikke mindst turde indrømme at man er (ad, ad, ad!) ambitiøs.

Juni, 2008, Tivoli, København:
Skyggearbejde handler ikke kun om at acceptere grimme ting om sig selv. Det handler i lige så høj grad om at tage alt det der er smukt, storslået og ”for meget” til sig uden skam. Det er ikke nemt. Dagen inden den allerførste Shadow Process i København går Debbie og jeg en tur i Tivoli. Hun spørger hvad der kan holde mig tilbage fra at være 100 % tilstede i weekenden. Jeg indrømmer, at det jeg er mest bange for er at blive dømt af de andre coaches fordi det er mig, der får lov at ”hænge ud med læreren”. ”Måske skal du bare acceptere at du er ”the chosen one”, siger Debbie helt uanfægtet mens mine tårer pludselig presser sig på. ”You are the teacher’s pet!”, griner hun og gammel, gammel skam over at blive beskyldt for at være lærerens kæledægge og ”den udvalgte” rammer mig. Det er så flovt. 100 % forbudt. Jeg græder. Hun holder om mig og siger det er på tide, at slutte fred med den skygge. ”Hvis ikke du kan være ok med at være ”særlig”, speciel” og ”udvalgt”, vil du aldrig kunne stille dig op på en scene uden at ligne én stor undskyldning for dig selv”, siger hun. What you can’t be with, won’t let you be, remember?”

Januar 2010, onsdag kl. 20.30, restaurant Pastis, København:
Debbie er i København for holde den tredje Shadow Process workshop i Danmark i weekenden, og jeg har hentet hende på hendes værelse på Hotel D’Angleterre. Vi sidder og spiser Steak Frites på Pastis i Gothersgade og hyggesnakker og hun spørger hvordan det går med ”that guy”. Jeg har i en lang periode set en ret så dejlig mand, og har for nylig fortalt ham om The Shadow Process, som jeg denne gang skal lede sammen med Debbie. Han har, til min store skræk, sagt at det kunne han da godt tænke sig at være med på. Jeg har reageret ved at lukke meget hurtigt ned for snakken idet det pludselig slår mig: Tænk hvis han er med og hader det. Tænk hvis han synes, det er noget sekterisk bullshit. Tænk hvis han synes alt det, der er lidt spirituelt, er plat. Tænk hvis han synes, jeg er *pinlig*. Tænk hvis han synes, jeg er *talentløs*. Tænk hvis jeg * falder helt igennem*. Tænk hvis han virkelig så mig…… og forlod mig. Alt det fortæller jeg Debbie mens vi spiser middag. Hvilket resulterer i at hun tager min hånd og siger ”Honey, hvis du er så bange, så.. bliver du jo nødt til at gøre det!” og ser helt euforisk ud. Som kun selvhjælpsguruer kan når de spotter angstens potentiale lyse ud af et andet menneskes øjne. Efter lidt intensiv skyggecoaching (”hvad er det, han ikke må se, Pernille?”) som resulterer i at jeg sidder og tuder ned i mine pommes frites, beder Debbie om Mandens telefonnummer, hvorpå hun sender en sms og inviterer ham på Shadow Process. 30 sekunder efter tikket et begejstret svar ind: Tusind tak. Det vil han rigtig gerne! Jeg er på det tidspunkt ved at brække mig af skræk.

Januar 2010, Shadow Process Workshop, København fredag morgen:
Manden og jeg må ikke snakke sammen under workshoppen. Han aner ikke hvad han går ind til. Og jeg ved, at jeg skal være “på” flere gange i weekenden, bl.a. skal jeg åbne workshoppen med en længere personlig tale og har bare lyst til at gemme mig. Føler mig vildt sårbar. Og ved, at det er min store chance for at integrere en gammel skygge. For kan jeg virkelig blive elsket for mig - også når jeg er sårbar, når jeg er 100 % mig selv? Bølger af skam, angst og desperation skyller ind over mig og giver mig kvalme. I alle de år jeg har “optrådt” professionelt har jeg uden problemer haft veninder og familiemedlemmer med til mine foredrag og workshops - uden at det generer mig det mindste. Men jeg har aldrig haft en kæreste med. Aldrig nogensinde har en mand, jeg har været følelsesmæssigt involveret med, fået lov at se mig på job. Summasumarum: Jeg gjorde det. Overlevede det, der var så grænseoverskridende og pinligt og opdagede hvor svært jeg har ved at mærke om noget er godt nok, uden andres feedback og anerkendelse. Manden elskede The Shadow Process. Så meget, at han fik Debbie Ford som screen saver på sin computer og sendte mig en forbudt sms efter første aften hvor han skrev, at han var vildt imponeret og hvis ikke han havde kendt mig, ville han have spekuleret hele weekenden på hvordan han kunne komme i kontakt med ”hende den seje lyshårede”. Det var mit clue til at betro ham, at jeg i virkeligheden overhovedet ikke er sej. Eller lyshåret. Og så fik jeg et kærestebrev.

London, 30. maj, 2010:
Debbie er i London for at holde et skyggeseminar. Vi har været ud at spise aftenen inden med min kæreste (ja, that guy) og nu sidder jeg på hug foran Debbie i et hjørne af forelæsningssalen og ”clearer” hende. Det er et fast ritual, hvor den der skal på lukker øjnene og med hjælp fra sin coach sætter en intention og fjerner det, der står i vejen for at være nærværende og autentisk tilstede. Debbie er klar. 200 mennesker venter. Hun kigger mig direkte i øjnene. ”Honey, do you want to know what your next breakthrough is?” Oh no. Here we go again. Det er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg har. Men jeg ved, at jeg får det at vide alligevel. ”Admitting that you want to get married”, siger hun og rejser sig.

Debbie Ford kan få mig til at stortude med et enkelt blik, hun har sagt ting til mig, som jeg hader at høre, hun har fået mig til at gøre ting, jeg ville have forsvoret nogensinde at sige ja til og jeg har betroet hende pinligheder ikke engang mine bedste veninder kender til. Hun har røntgenblik når det gælder om at se bag facaden på mennesker, men hun klæder dig af med total accept og uden dom. Debbie hylder grådkvalte indrømmelser som ”jeg følte mig simpelthen så ubetydelig i dag” med nærmest pervers begejstring. Og er selv ligeså gavmild med at dele sin egen sårbarhed. Jeg har oplevet Debbie glad, rasende, fjollet, stædig, skræmmende skarp, barnagtig og blød. Jeg har set hende græde adskillige gange, og hørt hende bitche som et lille barn over sin mor, for bagefter at bede om hjælp til at finde skyggen og integrere den. Og det er derfor man kan være ven med sin guru. Fordi hun nægter at være guru.

Interesseret i mere information on skyggen?

Klik her for at tilmelde dig mit særlige nyhedsbrev om skyggen (og få samtidig et gratis 20 minutters interview med Debbie Ford)