Mød PassionCoach Mette Simensen
| PassionClub Århus |

Jeg er lykkelig over at kunne præsentere Mette Simensen, som underviser på PassionClub Århus og flere fremtidige Passionsinitiativer.
Mette har deltaget i alle mine kurser, både Find din Passion, PassionClub og senest PassionCoach og Business Bootcamp.
Hun er en eminent coach, sød (hun er fra Aalborg), sjov (altid et plus hos mig) og så ser hun knaldgodt ud og oser af god stil (også altid et plus hos mig). Men lad dig ikke narre. Lige under den pæne overflade gemmer sig en pige, der elsker at tage på bodega og drikke øl med de lokale og som ved ALT om Tyskland.
Mette leder 7 af de 10 PassionClub aftener i Århus, og 3 af dem leder vi sammen. Hun er en stjerne og så har hun med stor passion talt jydernes sag i flere år - så hvis du har ønsket PassionClub til Jylland, kan du takke Mette for at have gjort drømmen til virkelighed!
Mette, fortæl lidt om dig selv…
Jeg er 31 år, født og opvokset i Aalborg, men bor nu på Nørrebro i København med min kæreste Martin, som også er eksil-aalborggenser og passioneret ur-entusiast med stærk nordjysk dialekt.
Hvad er din professionelle baggrund?
Jeg er Cand. mag. i kommunikation og har blandt andet arbejdet med marketing og kommunikation i design- og modebranchen - ind til jeg fik nok af designerlamper og billige kollektionsprøver. Siden har jeg uddannet mig til coach, derefter PassionCoach og er nu iværksætter og passioneret skribent.
Hvad er dine passioner?
Jeg elsker at rejse (helst meget langt væk), Sydneys sol og strande, at spise mig (over)mæt i alverdens kager, skønlitteratur, smukke sko, lyse sommeraftener i gode venners selskab og lange gåture ved Vesterhavet
Hvad var det bedste for dig ved at deltage i PassionClub?
Selvfølgelig den gode energi mellem alle de skønne kvinder men især glæden og tilfredsstillelsen ved at indføre nye ritualer, vaner og tiltag i hverdagen.
På hvilken måde har dit eget liv ændret sig efter du selv deltog i PassionClub?
I PassionClub fik jeg endelig prioriteret de ting, som jeg tidligere havde alle mulige intentioner om at gøre - men aldrig fik gjort, for “det kan jeg jo altid gøre - en dag”. Nu løber jeg tre gange om ugen (og det har jeg gjort i ni måneder nu!), jeg har startet en bogklub med ovenud tilfredse medlemmer, og min kæreste og jeg har indført Teknikfri Torsdage, hvor vi hverken ser tv eller tænder for computeren efter kl. 18 - men i stedet laver noget i fællesskab.
Hvorfor brænder du for at lede PassionClub i Århus?
Det gør jeg, fordi jyder også har ret til at leve et passioneret liv!